Jan Toftlund
Friheden tur/retur: Benny Holst, Lasse Helner og Kell Dalager


Jan Toftlund

Født 2. dec. 1949 i København
Død 5. juli 1990 i Refsvindinge.

Jeg tror, det var sommeren 1979, det var i hvert fald Skagen Festival, og jeg var sejlet dertil i en fiskekutter sammen med Lasse og Mathilde. Hvad der skete nøjagtigt på hvilket årstal i slutningen af halvfjerdserne fortaber sig i eksotiske tåger, men altså, vi ankom, og på kajen mødte jeg Jan Toftlund, der himmelhenrykt øjnede muligheden for at få en villig legekammerat til at fordrive lediggangen i sommerlandet med, efter hans professionelle pligter var overstået.

Jan havde fået et sengeleje hos Fisker Thomas , det lokale folkemusikkoryfæ. Pladsen havde han fået efter en skotsk banjospiller, så sengetøjet var næsten nyt. Jan tilbød mig fluks at overtage sengen. Han ville hellere sove i parken. Fisker Thomas var udstyret med en svigersøn, der var depotbestyrer for Ceres. Han overlod generøst Jan og mig nøglen til depotet i baghaven. Vi fremdrog pligtskyldigst en kasse Ceres Top med det forsæt at dele den i sommervarmen. Halvvejs igennem kassen blev Jan enig om, at det smagte ad helvede til, hvorefter vi købte en kasse Hof hos købmanden. Da depotbestyreren kom tilbage og Jan fik ham forklaret årsagen til den manglende entusiasme overfor hans produkt, blev vi smidt på porten. Fremover sov jeg så også i parken.

Det var typisk for Jan at solidarisere sig med bumsen. Når han foretrak at sove på en bænk i parken, var det hans egen medfølende, indignerede protest. Jan var tabernes forkæmper. Det viser hans første plade, Bagsidesange , fra 1973 tydeligt.

17 år gammel fik Jan for første gang trykt et af sine digte i B.T. i forbindelse med en konkurrence, avisen havde udskrevet. Digtet hed: Mit Drømmeland.

Efter skolen, da Jan i 1966 kom i lære som shippingelev hos DFDS, fortsatte han med at skrive digte – også i arbejdstiden. Det kostede ham muligheden for avancement.

I 1969 tog Jan en 1-årig uddannelse som sygehjælper. Uddannelsen foregik dels på et psykiatrisk plejehospital på Brøndbylund i Hvidovre og dels på Kommunehospitalets kræftafdeling. Tiden som sygehjælper gav senere Jan inspiration til flere tekster (Klimakterium og Tabu) , men han havde svært ved at mønstre den nødvendige disciplin, og efter læretiden blev han fyret.

Sammen med Erik Grip debuterede Jan som sanger i Vise Vers Huset i Tivoli i 1972.

Da ”Bagsidesange” udkom, arbejdede Jan på tredje år som omsorgsmedarbejder på Kofoeds Skole. De fire år han var ansat på skolen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham – både som menneske og kunstner. Jan kom til at indse, at Danmark måske alligevel ikke var det drømmeland, han skrev om som yngre. På Kofoeds Skole gentog mønstret fra hans tid som sygehjælper sig, og han blev fyret med udgangen af maj 1974.

Efter afskedigelsen kunne Jan hellige sig sin musikkarriere, men han manglede stadig selvdisciplinen. Han kom for sent til koncerter og privatlivet begyndte også at krakelere. Efter tre års ægteskab blev Jan separeret fra sin daværende kone, Anette. Jan flyttede fra deres hus i Hvidovre og boede i de kommende fire år på skiftende adresser på Vesterbro og Nørrebro. Jan skrev stadig sange og fik udgivet sin tredje og fjerde plade, og på scenen var han aktiv med koncerter og revyer sammen med Dårskabens Hus. Men det hektiske liv på scenen – og ikke mindst på værtshusene – blev til sidst for meget for Jan selv. Så da han sammen med violisten Martin Andersen havde spillet på Ryslinge Kro, besluttede han sig for at forlade storbyen til fordel for den fynske idyl.

Med base på en nedlagt minkfarm i Ryslinge turnerede Jan og Martin det næste halvandet år over hele landet, inden København trak igen. På Fyn havde Jan mødt Bente, og da fristelserne i storbyen igen blev for store, rejste de sammen tilbage til Ryslinge, hvor Bente kom fra. I 1983 flyttede de først i kollektiv, inden de slog sig ned på Ryslinge Kro hos deres gode ven, kromand og festivalarrangør, Peter Færgemann. Snart efter flyttede de til det, der skulle blive Jans sidste adresse, det gamle røde træhus i Æbleskoven udenfor Refsvindinge.

Fra 1979 til 1983 udgav Jan ingen plader, men spillede ofte sammen med Paul Banks og Musikorkestret, der også talte Jørgen Lang og Jans gamle ven, Martin Andersen. I 1983 indspillede Jan sin sjette plade sammen med Musikorkestret.

Frem til 1987, hvor Jan indspillede sin syvende og sidste plade, er der stille om hans person. Han skrev tekster til andre, men havde svært ved at finde et pladeselskab, der ville udgive en plade med ham selv. Desuden havde han svært ved at finde inspirationen frem igen.

Som tyveårig havde Jan fået at vide af lægerne, at han ikke skulle regne med at blive ældre end 30 år, og i så fald så kunne han højest se frem til et liv i kørestol – med mindre han spiste sundt, motionerede og lagde bajerne og smøgerne på hylden. Jan gjorde det modsatte – og endte med at betale for det, om end han fik 10 år mere end lovet.

På Midtfyns Festivalen, hvor Jan havde spillet siden Færgemann startede den i 1976, var Jan fast gæst – både på scenen og i baren. Den 15. Midtfyns Festival i 1990 skulle blive Jans sidste. Fire dage efter festivalen kunne hans hjerte ikke holde til mere.

Af: Torben Eschen.

Jan Toftlunds officielle hjemmeside, redigeres af Øko-net